Musik

PUNK!: MANGE VREDE BØRN

Af Joachim Elkjær Hansen 23. oktober 2025

Tags

Det er ofte diskuteret, om punk rock stadig lever. Ja ja, der findes utallige kunstnere i dag, der rummer larmen, men var punk ikke mere end en høj lyd? Var det egentlig ikke mere en protest?

Inden arrangementet PROTEST! d. 28/10 på Roskilde Bibliotek, kortlægger jeg en anden protestbevægelse gennem tre anbefalinger fra bibliotekets samling.

Arrangementet er en del af Roskilde Forstærket – Roskildes musikuge med ord og musik i uge 44. Se hele programmet på Roskilde Forstærket på roskilde.dk/forstaerket.

Sex Pistols – Never Mind the Bollocks, Here’s the Sex Pistols (1977)

Sex Pistols var indbegrebet af punk. De bandede på fjernsyn, gik i nittede motorcykeljakker, spillede dårlig men støjende guitar, tiltrak overskrifter og inspirerede ikoniske postpunkbands som Joy Division, The Smiths, The Fall, der ikke ville have eksisteret uden Sex Pistols.
Sex Pistols var vrede. Deres tekster provokerede det konforme Storbritannien. Sange som God Save the Queen og Anarchy in the UK gjorde oprør mod kongehuset og det konservative UK.

Dead Kennedys – Fresh Fruit for Rotten Vegetables (1980)

Nu til USA. De satiriske Dead Kennedys (fy, det må man altså ikke kalde sit band), sang på deres debut om overklassens neutronbombardement af underklassen (Kill the Poor), privilegieblinde vesterlændinges ignorance om folkemord i den tredje verden (Holiday in Cambodia) og hipsterfascistiske guvernører i Californien (California Über Alles). Alt sammen skrålet over skingre surf-riffs.

Jan Poulsen – Something Rotten! Punk i Danmark (2010)

Punken nåede Danmark. Journalist Jan Poulsens bog fremlægger punkens ankomst til Danmark gennem en oral history, altså, samtaler med danske punkere, digtere, musikere klippeklistret sammen til at fortælle en sammenhængende beretning. Man møder medlemmer fra det første danske punkband Sods og Jens Unmack, Lars Hug, digtere Michael Strunge og Søren Ulrich Thomsen og mange flere. Formen gør denne beretning til noget andet, den er ikke bare en kedelig biografi skrevet af endnu en musikjournalist. Første hånd fortæller om en kultur, der måske/måske ikke lever længere, men i hvert fald har født mange vrede børn.