Musik

Er vi blevet for utålmodige til albummet?

Af Joachim Elkjær Hansen

Af Joachim Elkjær Hansen, bibliotekar ved Roskilde Bibliotekerne

Igennem den kommercielle musiks historie har vi før set et skifte fra singlen til albummet. Omkring 60’erne overtog albummet forbrugernes opmærksomhed fra radiosinglen. Pladeafspilleren så en enorm popularitet, og musikken blev mere tilgængelig i hjemmet. Med moderne digitale tjenester som TikTok og Spotify er opmærksomheden vendt tilbage til den enkeltstående sang. Jeg vil her slå et stille slag for albummet.

Vinylen giver lytteren muligheden for at fordybe sig i musikken. Sangene udvikler sig i løbet af værket. Budskaber får lov at nuancere hinanden, måske ved et gennemgående narrativ som på rockoperaerne eller ved et gennemgående tema. Albummet bliver konceptuelt, og med konceptet har det mere på hjerte. Delene er nødt til at understøtte helheden, 

Forud for Roskilde Vinylmarked d. 6/9 fremhæver jeg tre album, der alle arbejder med et underliggende tema eller koncept.

Beck – Sea Change (2002)

Suk, det helt store breakup-album. Becks Sea Change dykker ned i hjertesorgen. Albummet udspringer fra Becks egen personlige oplevelse med ulykkelig kærlighed. Det er derfor et dybt personligt album, der også viser Beck fra en mere stille og melankolsk side en på tidligere udgivelser. Sea Change er en omsorgsfuld ledsager til dig, der trænger til sidde i ro inden du skal op på hesten igen. 

PJ Harvey – Let England Shake (2011)

Krig og national identitet. Disse er de gennemgående temaer på Polly Jean Harveys mesterværk fra 2011. Et værk, der med poetisk præcision dissekerer soldaternes grufulde oplevelser og både hædrer og stiller spørgsmålstegn ved Harveys hjem England.

Björk – Fossora (2022)

Björk er dronningen af konceptalbummet. På Fossora handler det om svampe. Björk har selv opfundet ordet, der er den feminine pendant til det maskuline fossore og dermed betyder ”hun som graver”. Det handler om livet under jorden og er fyldt med basser, i stærk kontrast til hendes forrige album Utopia, der omhandler et matriarkat på en ø i skyerne. Hvor Utopia var luftigt og fyldt med fløjter og harper, er Fossora beskidt og mørk, tung og rytmisk.

Roskilde Vinylmarked finder sted lørdag d. 6. september fra kl. 10 – 14 i Bibliotekshaven. For femte gang omdanner vi Bibliotekshaven til et sandt plademekka, hvor du kan gøre sjældne fund, møde andre samlere – eller selv sælge ud af samlingen!