Hvad læser Jens Blendstrup?
Jens Blendstrup skriver om sin far i erindringsromanerne 'Gud taler ud' og 'Gud bliver til'. Selv læser han både krimier, gysere, franske absurde værker, biografier og mange klassikere. Som han siger med et smil: "Hvis de er gode klassikere, bliver man jo selv radioaktiv af deres storhed i et par måneder bagefter".
Af Ann Luther Torp
Hvad læser eller lytter du til lige nu?
Lige nu læser jeg klassikere. Og gysere. Og science fiction. Den sidste klassiker jeg læste var 'Den store Gatsby'. En fremragende roman om en særling på Long Island i de brølende tyvere. Den er meget kortere end jeg troede. Men dens betydning som litteratur holder endnu.
Jeg har fået Mario Vargas Llosas 'Vejen til paradis' i julegave. Og Morten Papes 'Månebarn'. den nye. Jeg var ret begejstret for 'Planen'. Og da han er ude i det samme ærinde som jeg med sine erindringsbøger, dog på en helt anden grusom måde end jeg, er det vigtigt at få læst andres take på forældre. Og tid.
Hvilke bøger vil du anbefale til andre?
Der er mange bøger jeg gerne vil anbefale. Ingmar Bergmanns Laterna magica bøger, Italo Calvinos 'De usynlige byer'. Gustav Wied holder evigt. Og Hans Scherfigs romaner. Især 'Den forsvundne fuldmægtig', og 'Det forsømte forår'. (Satire er overset.) Her passer Hermann Bangs "Stuk" også ind.
Den bog, jeg bliver ved at vende tilbage til, er 'Spoon river' antologien af Edgar Lee Masters. Idéen med at skildre et helt lille samfund gennem de dødes gravsten og deres festlige samtaler med hinanden mange år efter de var på jorden, er unik og så er sproget, det helt korte format, som krydser hinanden og sammensmelter lillebyens magthierarkier, ganske fantastisk. Og så er den skrevet virkelig, virkelig smukt. Af en mand der ellers var jurist og havde erfaring med netop nid og nag og høj og lav i den fiktive by Spoon River, det er stor stor litteratur. Og han overgik aldrig sig selv siden. På den måde er det også et memento mori over erindringsfiktionens grænser.
Nå ja, så elsker jeg også at læse Hans Fallada. Den sidste jeg læste var 'Alene i Berlin'. Men jeg har også anskaffet mig 'Lille mand, hvad nu.' Det er virkelig interessant, for jeg har jo hørt melodien 'Lille mand, hvad nu' fra den danske revy og kan se den inspirerede bredt i Danmark, da den kom frem i 1920erne. Det fik mig så i gang med at genlæse Mogens Klitgaards 'Der sidder en mand i en sporvogn', og 'De røde fjer'. Der er noget, der er gået tabt med de socialrealistiske, tragiske romaner. I dag skriver man så meget på det indre. Og det er vigtigt, vi ikke glemmer, der er andre veje at skildre levet liv på.
Ud over skønlitteraturen elsker jeg at læse biografier. Britta, Preben Kaas, Kurt Thorsens historie 'Falsk som blæk'. Eik Skaløes breve hjem. Biografier er jo levet liv - som jeg ellers ikke ville have kendt til - og det kan nogle gange inspirere mig til fiktive karakterer. Det bedste er naturligvis, hvis personen havde en brist eller en slags defekt som menneske, så er der virkelig guf og aha-oplevelse blandet ind. Nu, hvor jeg skriver om min fars eminente evne til at ødelægge sig selv med druk, er det særligt spændende at læse om mennesker, der på papiret har det hele, men som formøbler det i vanvid. Som f.eks. Preben Kaas eller Dirch Passer.
Endelig er jeg begyndt at læse genrelitteratur. Især fordi det nogle gange tenderer “kitch.” Som feks krimier, og ikke mindst gysere. De starter altid så godt og ender altid voldsomt. Og nogle gange holder de ikke med mindre, de er godt skrevet - som min yndlingsgyserforfatter Stephen King, der virkelig er genial til at skildre sine personer menneskeligt troværdigt. Det tror jeg faktisk er hans force. Dean R. Koontz når ham ikke til sokkeholderne. Måske især fordi hans blik på verden er så koldt.
Da jeg var ung, elskede jeg fransk absurdisme, og Eugène Ionescos "Næsehornet" og Panduros grotesker. Jeg er også stadig meget optaget af Marcel Aymé, som skrev "Den grønne hoppe" og nogle helt fantastiske, kontrafaktiske noveller, hvor man lige piller lidt ved virkeligheden, så den fremstår fremmed.
Hvad betyder biblioteket for dig?
Jeg elsker at gå på biblioteket. Når jeg skriver erindringslitteratur, låner jeg med alle arme og bene. I håb om nålen i nålestakken. Når der er udsalg af gamle bøger køber jeg altid et bjerg af bøger. F.eks danske digtere i det 19 århundrede, det er utroligt så mange digtere, der i dag er glemt. Det er sært opløftende, at man bare er et fnug i litteraturens evige glemsel. Det gør mig modig, for så er der jo intet at miste i at lave umulige bøger. Man er jo glemt om 50 år, med mindre man dør spektakulært haha.
Men det er lidt mærkeligt med biblioteket, at det også er borgerservice nu. På sin vis er det genialt, fordi det får folk over på biblioteket, selvom de ellers aldrig kommer der. Og så kan det jo være, de får øjnene op for litteraturen. Jeg henter ofte batterier til mine høreapparater der. Men jeg går ikke uden at have gået hylderne igennem for ny litteratur og ja, klassikere.
Jeg kan godt lide, at biblioteket gentænker sig selv i de her år. Vi er nødt til at vende tilbage til fælleskabet, og uden bibliotekerne tror jeg, vi ville mangle noget virkelig vigtigt, nemlig viden samlet et sted, og mennesker, der brænder for formidlingen.
