Historie

Krigens spor - Roskilde under og efter besættelsen

Ny udstilling zoomer ind på udvalgte fortællinger.

Af Mathilde B. Møller

"I dette Øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette Øjeblik meddelt, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig". (Statsradiofonien, fredag den 4. maj, 1945 kl. 20:30) 

I år markerer vi 80-året for Danmarks befrielse, et øjeblik hvor mange danskere, med øret mod radioen, kunne høre det glædelige "frihedsbudskab" på Statsradiofonien. Efter fem lange og mørke år var Danmark atter frit og verdenskrigen, der begyndte i 1939, var endelig slut. 

Lørdag morgen den 5. maj 1945 samledes mange af Roskildes borgere på Stændertorvet for at høre kirkeklokkerne ringe freden ind. Befrielsesdagene bragte stor glæde, håb og en følelse af frihed, men det var også en tid, hvor landet skulle genopbygge sin nationale orden. Stikkere, værnemagere og andre kollaboratører skulle skulle stilles til ansvar for deres samarbejde med den tyske besættelsesmagt og nazisterne. I dagene efter befrielsen var de lokale modstandsgrupper landet over bl.a. aktive i både arrestationer og vagtopgaver - også her i Roskilde. Frihedsrådet spillede i samarbejde med modstandsbevægelsen en central rolle i at skabe ro og orden i tiden op til genindsættelsen af den danske regering. 

Med udstillingen Krigens spor – Roskilde under og efter besættelsen – ønsker Roskilde Arkiverne ikke at dykke ned i alle detaljer omkring krigens forløb og efterspil. I stedet fokuserer vi på udvalgte fortællinger inden for tre temaer: Hverdagens forandringer, Modstanden i Roskilde og "Skurkene" i Roskilde. Gennem disse fortællinger belyses lokale begivenheder og personer, der har været med til at forme Roskildes historie. I citater fra lokale borgere hører vi førstehåndsberetninger fra krigens tid. Vi har valgt kun at være på fornavn med personerne for at værne om deres anonymitet. Samlet set giver udstillingen et kalejdoskopisk indblik i nogle af krigens mange aspekter. 

Udstillingsformatet er en specialdesignet bog, der kan ses på Roskilde Bibliotek. En anden udgave af bogen kan ses på Jyllinge Bibliotek og Viby Bibliotek fra 5.-27. maj.  

Får du lyst til at dykke længere ned i de utallige historier fra og om 2. Verdenskrig, kan vi på det varmeste opfordre til at gå ombord i litteraturen. Netop i anledning af 80-året for befrielsen er der udkommet flere bøger med nye vinkler som for eksempel: Dennis Larsens, "Faldne engle og knoglemænd. Danske SS desertører i Dachau og Danzig Matzkau 1940 - 45", Silvia Goldbaum Tarabinis "Danske jøders liv og død i Theresienstadt", eller "Deres taknemmelige ...: Breve fra en tysk flygtningefamilie i tiden 1945–1953 — først bag pigtråd i danske flygtningelejre senere som frie flygtninge i det sønderbombede Tyskland" redigeret af Mariane Blume. På Fototeket, arkivernes digitale billedplatform, kan du se flere fotografier fra besættelsen og befrielsen i Roskilde og omegn.

Udstillingen er lavet af Roskilde Lokalhistoriske Arkiv, Ramsø- og Gundsøegnens Lokalhistoriske Arkiv. Se den hele maj på hhv. Roskilde,  Viby, og Jyllinge Bibliotek.