Anette anbefaler nye litterære stemmer
Dyk ned i nogle af de nye stemmer i det litterære landskab
Af Ulla Hoberg Lyhne
Af Anette Øster, leder for Læring og Medborgerskab ved Roskilde Bibliotekerne og medlem af Debutantprisens jury
Der dukker hele tiden nye stemmer op i det litterære landskab. I år har 38 forlag sammenlagt indstillet 62 skønlitterære titler til BogForums debutantpris, der blev uddelt i forbindelse med åbningen af BogForum 2024. Prisjuryen valgte i år at shortliste fire værker: Ulrikke Baks Love Looks Bleak (Amulet), Inger Smærup Sørensens Dødsbo (Grif), Gustav Valdemar Stranges Til alle dem der vil forlade mig (Gyldendal) og sidst men ikke mindst Linea Maja Ernsts Kun til navlen (Lindhardt og Ringhof). Sidstnævnte blev årets vinder af debutantprisen.
Mange af debutanterne er optaget af det levede liv, det gælder bl.a. for de fire shortlistede, men også for bøger som fx Jenny Rossanders Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen, Kristina Holgersens Favn og Susan Knorrenborgs Spørg John. Nedbrydelsen af tabuer har for mange af årets debutanter været en litterær drivkraft. Der er en optagethed af at skildre overskridelser af grænser, magtforskydninger og magtrelationer – i det nære såvel som i et samfundsmæssigt perspektiv.
Jeg har i denne sammenhæng lyst til at fremhæve et par af de titler, som ikke nåede shortlisten, men som det bestemt er værd at stifte bekendtskab med. Den første jeg vil anbefale er Lisbet Kjær Johansens Skindet på næsen (Politikens forlag), en fortælling om svigt, savn og misundelse mellem to veninder fra en generation, der er vokset op i en virkelighed, hvor markedet bliver øverste instans. Har man været den heldige på boligmarkedet, der har tjent en formue alene ved at blive boende eller den uheldige, der har købt på det helt forkerte tidspunkt. Det er en tankevækkende, sjov, underfundig og skøn roman.
Den anden bog jeg gerne vil give min varmeste anbefaling er Liv Helms erindringsroman Med hjertet i hånden (Gyldendal). Romanen er en gribende undersøgelse af, hvor vanskeligt og angstprovokerende det kan være at lade sig elske og elske, hvis man tidligere har oplevet, at kærlighed var forbundet med smerte. Og hvor kraftfuldt frigørende det kan være at bevæge sig ind i familiens mørke og finde sin egen vej ud. Bogen tager udgangspunkt i forfatterens bedsteforældres forsøg på at begår fælles selvmord, da livet ikke længere føles værd at leve, og bliver forfatterens undersøgelse af eget liv og en skrivelse af, hvordan kunsten – Liv Helm er teaterinstruktør – har været en nøgle til øget indsigt og forståelse af eget liv.