Litteratur

Bøger på 200 sider - når du skal ud på tur

Små bøger med vægtigt indhold er perfekte at tage med i rygsækken, når sensommerens shelterture kalder.

Af Ann Luther Torp

Her får du fire anbefalinger, og fælles for bøgerne er sideantallet - de er alle under 200 sider.

Hiroko Oyamada: Væsler på loftet
Den japanske forfatter Hiroko Oyamada skaber fortællinger, hvor tilsyneladende normale situationer har en snert af noget urovækkende. I denne samling med 3 fortællinger undersøger hun moderskab, maskulinitet og kønsrollemønstrene i det japanske samfund. 

Pernille Abd-el Dayem: Softice
Den unge kvinde Cecil har stor appetit på nye bekendtskaber, erobringer og mad. Hun bevæger sig gennem byens gader, mens stemninger og fornemmelser glider rundt i hende. Hun har aldrig mødt sin far. Som læser lærer vi ham til gengæld at kende. Han lever et stille liv, hvor han nogle nætter drømmer om at holde et barn i sin hånd. Pernille Abd el-Dayem har et fantastisk greb om sproget og skriver personer frem, der med deres længsler og savn fremstår lige så virkelige som dig og mig.

Dorrit Willumsen: Tjeneren og hans søster
Ingen regel uden undtagelse: denne roman er på 216 sider, men sniger sig alligevel ind på listen med sine fine detaljer, underspillede humor og psykologiske dybde. Den ældre kvinde Søster flytter ind hos sin terminalt syge bror, der altid har været den udadvendte og dominerende i deres søskendeforhold. Søster selv har levet et stille og indadvendt liv, men som romanen skrider frem forstår man, at hun også er et lidenskabeligt menneske.   

Jean-Claude Grumberg: Det dyrebareste stykke jernbanegods
Voldsomt, men varmt eventyr fra tiden omkring 2. verdenskrig. Det dyrebare jernbanegods er et barn, og netop forældrekærligheden er omdrejningspunktet for denne korte roman på kun 100 sider. Et ungt, jødisk par er ombord på et tog med deres tvillinger, som er spædbørn. Toget er fyldt med deporterede jøder, og familien ved ikke, hvad der venter dem. Moderen er meget afkræftet og har kun mælk til det ene barn. I bare desperation og afmagt kaster faderen derfor det ene barn af på en togstation. Heldigvis finder en barnløs skovhuggerkone barnet. Håb og kærlighed er vitale ingredienser i denne Holocaust-fortælling.