Roskildefreden handlede om bøger, ære og landsdele

Roskildefreden betegner fredsaftalen mellem den svenske og danske krone, som afslutterdeden første Karl-Gustav Krig 1657-1658. Aftalen blev underskrevet i Roskilde, men det meste af aftalen blev imidlertid ikke forhandlet i Roskilde, men i Vordingborg og på Høje Taastrup Præstegård. Der er bred enighed om, at fredsbetingelserne var benhårde for Danmark, i en nyligt udgivet bog skriver ph.d. Lars Christensen for eksempel:

Det [aftalen - red.] var en katastrofe uden sidestykke i Danmark-Norges historie. Afståelsen af af Skåne, Halland, Blekinge, Bornholm og Ven fra Danmark samt Bohus Lene og Trondheim Len amputerede riget afgørende - Lars Christensen s. 239

I mange værker om Roskildefreden har fokus været på territorier, national gæld, lån, krig og militær. Men faktisk handlede en stor del af forhandlingerne om den personlige ære for den svenske krones chefforhandler Corfitz Ulfeldt og hans ønske om at overtage Jørgen Seefelds bibliotek.

Hvor foregik fredsforhandlingerne i Roskilde?

Hovedparten af artiklerne i Roskildefreden var allerede blevet forhandlet i Høje Taastrup Præstegård, en af de største danske præstegårde i 1600-tallet. Alligevel blev det besluttet, at den sidste del af forhandlingerne skulle foregå i Roskilde i mere statelige omgivelser. Ingen ved præcis, hvor forhandlingerne fandt sted, men et bud er Bispegården (eller Roskildegården), som lå cirka der, hvor Roskilde Palæ ligger i dag.

I Roskilde forhandlede de danske forhandlere med de svenske. Herudover indfandt der sig en lang række sekretærer, referenter, embedsmænd og andre betydningsfulde personer samt en fransk og engelsk mægler. Kongerne, som i den sidste ende havde ordet, var dog ikke til stede. Derfor gik der hver dag bud fra Roskilde til kongen i København med nye mæglingsforslag. Selve underskrivningen af fredsaftalen ved vi heller ikke, hvor foregik, men formentlig i Roskilde Domkirke.

Da man flyttede forhandlingerne til Roskilde, var hovedparten af aftalen allerede færdig, det var altså kun detaljerne, der skulle på plads. Alligevel strakte forhandlingerne sig over seks dage. Det store spørgsmål om, hvornår den svenske hær skulle forlade Danmark, blev besluttet. Derefter gik forhandlerne videre til de sidste detaljer: rehabiliteringen af landsforræderen Corfitz Ulfeldt.

Et bibliotek i krigsbytte

Det kan virke underligt, at et bibliotek bliver et centralt spørgsmål i nogle af landets allervigtigste forhandlinger under svenskekrigene, der næsten udslettede Danmark. Forklaringen er, at personlig ære, “la gloire”, eller reputationen spillede en uvurderligt stor rolle i enhver forhandling mellem adelige og konger (Christensen, s. 238). Derfor må vi forstå, hvorfor netop  dette bibliotek blev målet for Corfitz Ulfeldt.

Corfitz Ulfeldt var en af de mest magtfulde mænd i Danmark og styrede faktisk landet i flere måneder mellem Christian 4.’s død og Frederik III’s adkomst til tronen. Ulfeldt forsøgte af flere omgange at begrænse kongens magt i forbindelse med Kongevalget (Enevælden var endnu ikke indført i Danmark). Som Rigshofmester havde Ulfeldt ansvar for indtægterne fra Øresundstolden, men da Kongen i 1551 anklagede Ulfeldt for underslæb, flygtede han til Sverige. Her forsøgte han i årevis at opildne til modstand mod  den danske konge.

Da Karl Gustav i 1567 invaderede Danmark, meldte han sig under de svenske faner. Med stort kendskab til den danske geografi, hjalp han Karl Gustav med at invadere praktisk talt hele Danmark undtagen København. Det var under Københavns belejring, at Frederik III blev presset til forhandlingsbordet ved Høje Taastrup Præstegård og senere Roskilde. Den svenske hovedforhandler var intet mindre end Corfitz Ulfeldt, der nu fremstod som landsforræder. 

Allerede da den svenske hær var nået til Lolland, havde Corfitz Ulfeldt fået Karl Gustav til at love, at han måtte beholde Jørgen Seefeldts bibliotek i krigsbytte. Uheldigt for Seefeld var det nemlig, at han også var en af hovedkræfterne bag Ulfeldts fald i Danmark. Plyndringer var helt almindelige i 1600-tallets krige, og det var legitimt at beholde krigsbytte og føre det med tilbage til sit hjemland. Biblioteket med 26.000 bind var et af de største i Danmark, konkurrerende med universitetsbiblioteket, og var anset og agtet af forskere i resten af Europa.

Imens forhandlingerne stod på i Roskilde, blev Seefelds 26.000 bind læsset på vogne og ført til Ulfeldts gård Bavelse og senere ført til Malmø (der nu var svensk). Efter Roskildefreden appellerede to danske adelige til Karl Gustavs humanisme om, at han skulle skænke samlingen til Sorø Akademi. Appellen blev ikke til noget, og biblioteket blev ført til Sverige og gik for Danmarks vedkommende bestandigt tabt.

Biblioteket brænder i Stockholm

Ulfeldts hævn over Seefeld forblev dog kort. Ikke længe tid efter, at Ulfeldt fragtede biblioteket til Malmø, blev det konfiskeret af den svenske krone og ført til Stockholm Slot. Da slottet brændte i 1697, brændte det meste af biblioteket, som nu kun findes i fragmenter, der overlevede branden. Til nutidens arkivarers forfærdelse, nægtede Seefeld at have sit bibliotek katalogiseret, så præcis hvad det indeholdt, ved vi ikke længere (Hansen, 51). Angiveligt ønskede han ikke, at folk skulle kunne se omfanget af hans samling, før den var så fuldkomment, som han selv håbede på (ibid) (Arkivarer i dag foretrækker at acceptere manglerne i deres samlinger). Som så mange andre mægtige biblioteker og samlinger, blev den centrale placering på slottet samlingens endeligt ved de hyppige by- og bygningsbrande i renæssancen.

Roskildefreden varede i øvrigt kun et halvt års tid. I august måned samme år gik Karl Gustavs soldater i land i Korsør og stormede senere København. Denne gang havde han ikke nær så meget held med sig, og en ny fredsaftale blev lavet. Blandt andet kom Bornholm tilbage på danske hænder, men magtfordelingen i Øresund forblev tvedelt mellem den danske og svenske krone.

________________

Kilder:

Christensen, Lars. Svenskekrigene. Danmark på kanten af udslettelse. Kristeligt Dagblads Forlag 2018.

C. O. Bøggild-Andersen: Jørgen Seefeld i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 25. marts 2020.

Hansen, Lauritz. Lensmand Jørgen Seefeld på Ringsted Kloster og hans bibliotek. Aarbog for Historisk Samfund for Sorø Amt. 1964.