Vær med i Sommerbogen

Vil du være med i konkurrencen om at tømme en boghandel eller nogle lækre Roskilde-præmier – og samtidig læse nogle virkelig gode bøger?

Af Helle von Essen

For at være med i konkurrencen skal du:

  • Være mellem 6 og 15 år
  • Hente et udfordringsark på biblioteket
  • Læse 3 bøger efter eget valg
  • Skrive anmeldelser af de 3 bøger
  • Løse 10 læseudfordringer
  • Aflevere dit udfordringsark på biblioteket senest 16. august

Alle deltagende børn får lov til at vælge en bog-præmie på biblioteket, når de afleverer udfordringsarket. Der er kun 1 bogpræmie pr barn.

Alle deltagende børn er med i lodtrækningen om de 3 nationale hovedpræmier, hvor de får lov til at tømme en boghandel på 5 minutter og vores lokale konkurrence om lækre præmier sponsoreret af Roskilde Badet, Roskilde Ismejeri og Flensborg Bog og Idé

 

Hack Sommerbogen

Hvis du synes det kan virke lidt uoverskueligt med 10 læseudfordringer, så kan vi hjælpe dig. Kom forbi Roskilde Bibliotek d. 30. juni eller Stændertorvet d. 18.juli, hvor du kan og få hjælp til at hacke Sommerbogen. Vi hjælper dig til at løse 4 udfordringer på én gang, fx spise is mens du læser en tegneserie med en pæn forside mens du har fødderne i vand. 

Du kan læse mere om arrangementerne her

 

Hvad er Sommerbogen

Det er de danske børnebiblioteker, der igen står bag den landsdækkende læselystkampagne Sommerbogen for børn og unge mellem 6 og 15 år.

Gennem mere end 20 år har Sommerbogen været et fast element på mange af landets børnebiblioteker, og haft til formål at stimulere børnenes læselyst, og gøre det muligt for børnene at lade sig inspirere af hinanden ved hjælp af anmeldelser.