Nyheder

Golden Days 2025: Kærlighedsfest på biblioteket

I 2025 står den kulturhistoriske festival Golden Days i kærlighedens tegn. På Roskilde Bibliotekerne skal vi tale om kærlighedens veje og vildveje, om kærestebreve, romancebøger og meget mere.

Af Tine Torp Thorlin

I år går Golden Days på jagt efter kærlighedens inderste og inderligste væsen. Hvad er kærlighed? Hvordan har den formet vores kulturer, idealer og relationer? Og hvordan har den det egentlig i dag, her midt i et 21. århundrede præget af krig, ensomhed og klimaangst?

På Roskilde Bibliotekerne kan du opleve tre spændende arrangementer, der alle undersøger kærligheden, og hvordan den har skiftet form, udtryk og begær. 

Glæd dig til at høre tre aktuelle forfattere diskutere deres litterære forelskelser og romantiske kvababbelser, vær med til at tage afsked med Nicolai Risbjerg kærestebreve og kom til samtalesalon om kærlighed. 

Om Golden Days

Golden Days er en kulturhistorisk festival, der med nysgerrighed og glimt i øjet tager historien, samtiden og det, der har formet os under kærlig, kritisk og kreativ behandling. Festivalen skabes i samarbejde med mere end 100 partnere i København og omegn – museer, kulturhuse, biblioteker, biografer, teatre, koncertsteder, organisationer, erhvervsdrivende m.fl. I 2025 står Golden Days i kærlighedens tegn, når festivalen fra 5.–21. september inviterer publikum til en omfattende festival med mere end 200 arrangementer på programmet. Læs mere på https://www.goldendays.dk/