Vinterferielæsning for hele familien
Af Charlotte Holm Juul
![](/sites/default/files/styles/paragraph_wide/public/2025-02/Charlotte_klumme_896X670.jpg?h=3218dcfb&itok=kFIsGH2c)
Det er koldt udenfor, og med ferie forude er der mere tid til at hoppe under tæppet med en god historie. Her får du tre bud på børnebøger, der er gode at læse sammen. Alle bøgerne findes også på Ereolen GO som lydbøger.
Rokkearm af Tine Kej
Har du nogensinde haft en rokkearm? Anton går i 2. klasse og har aldrig haft en rokketand. Til gengæld begynder hans arm pludselig at rokke og hænge løst. Virkelig klamt og mærkeligt. Hvordan forklarer han det til vennerne og pigen fra klassen, som han ret godt kan lide? Hjælpen er heldigvis på vej, da hans moster, der ved alt om rokkearme, kommer på besøg. Virkelig sjov og hæsblæsende historie, som hele familien vil grine af. Fra 6 år og op.
Impossible Creatures – Begyndelsen af Katherine Rundell
Tag med til en verden fuld af drager, enhjørninger, griffer, havfolk og andre magiske væsner. En dyb familiehemmelighed og et mord fører Christopher til Øhavet, og sammen med pigen Mal prøver han at redde Øhavets magi og alle de magiske skabninger, der er ved at forsvinde. For alle, der elsker fantasy og magiske væsner. Fra 10 år og op.
Team Vildmark af Mette Vedsø
Bosse elsker at lege vildmarkslege i haven med Rio og at bage muffins med Rigmor, der også går i klassen. Til Rios fødselsdagsfest for klassen ændrer alt sig, da klassekammeraterne møder Rios storebror. Rigmor hvisker med nogle andre piger og synes, at han er mærkelig. Det giver Bosse ondt i maven, og han står nu i en situation, hvor han ikke ved, om han skal sige, hvad han tænker og mener. En grafisk roman, der lægger op til gode snakke om venskaber, mobning og om at være anderledes. Fra 10 år og op.